Nogle mennesker vælger én vej i livet. Johnny Madsen valgte to – og gik dem begge med støvede cowboystøvler, slidte jeans og en cigar i mundvigen. På scenen var han den rebelske bluespoet, og foran lærredet var han den fandenivoldske farveeksplosion. To verdener, én mand – og en livsstil, der aldrig lod sig tæmme.

Musikeren med saltvand i blodet

Johnny Madsens musik er blevet kaldt meget: rå, poetisk, beskidt, smuk, skæv. Og det hele passer. For hans sange var som ham selv – ujævne på den ærlige måde. Han skrev ikke for at behage. Han skrev for at få det ud.

Med udgangspunkt i Vesterhavets vindblæste sindsstemning blandede han bluesens melankoli med rockens energi og folkens fortællelyst. Det var ikke poleret – det var ægte. Der var plads til både tømmermænd og tro, humor og hævn, kærlighed og kaos.

Han var ikke en entertainer i klassisk forstand. Han var et væsen af stemning, som kunne få et publikum til at grine, synge med – og tænke – på én og samme tid.

Maleren fra Fanø

Når Johnny ikke stod på en scene, stod han ofte foran et lærred. Maleriet blev med tiden et lige så vigtigt udtryk som musikken – og selvom det foregik i stilhed, var det alt andet end stille.

Hans malerier var farverige, intuitive og fulde af energi. Ligesom hans musik var de instinktive og upolerede, som om de blev malet med samme hånd, han greb guitaren med. Han havde ingen formel kunstuddannelse – og det var netop pointen. Det skulle være frit, uden regler, uden skabeloner. Kunst for kunstens skyld.

Han kaldte det selv “malerklatteri” med glimt i øjet, men i virkeligheden var det autentisk billedkunst – og publikum elskede det.

Den levende legende

Johnny Madsen var en af de få kunstnere i Danmark, der ikke prøvede at være noget – han var noget. Et menneske, der sagde tingene lige ud, og som levede med det samme fandenivoldske blik, han havde i øjnene som ung. Han blev aldrig til noget, man kunne putte i en genre eller en kasse – og heldigvis for det.

Han havde sit helt eget sprog. Ikke bare i teksterne, men også i interviews og på scenen, hvor citaterne stod i kø:

“Det tager ikke længere tid at male et billede, end det tager at få det ud af kroppen.”

“Jeg maler ligesom jeg spiller – jeg starter og ser, hvor fanden det ender.”

“Hvis man ikke kan male med en bajer i hånden, så maler man forkert.”

Et eftermæle med kant

Johnny Madsen efterlader sig en arv, der ikke blot måles i plader og malerier – men i indflydelse, inspiration og en helt særlig tone i det danske kulturliv. En tone, der lugter lidt af saltvand, lidt af øl – og en hel del af ægte liv.

Han var en ener. Ikke på trods af – men på grund af – sine skævheder.